Danmark - et gæt og grimasse land mandag, 23. feb 2009
Skrevet af ace63 under Dagligdag, Debat, Politik, Samfund, Tanker, Tolerance, Ukategoriseret, 18 kommentarer 
Lad os nu droppe den indfødsretsprøve.
Den er på alle mulige måder latterlig, pinlig, ligegyldig og tilmed behæftet med fejl.
For det første.
Hvad pokker skal vi bruge den til ?
Hvilken gavn kan man som ny tilflyttet udlænding i dette land, med formodentlig reelle hensigter, om at blive en del af den danske samfund ,dog have af at blive påduttet en sådan gang romantisk og nationalistisk pladder.
Jeg kan ikke med min bedste vilje se hvordan det skulle gøre fremmede, hverken til bedre borgere, mere danske eller give dem bedre muligheder at for at klare sig i det danske samfund, at vide, så uendeligt lidt og utroligt populistisk romantisk viden, om vores baggrund.
Man kunne lige så godt lave en gang gæt og grimasser ved grænsen og så lade dem, der kunne gætte, at Grethe Sønck er den der altid roder på gulvet, komme ind.
Til og med, er den helt åbenbart behæftet med fejl, der med skræmmende tydelighed viser at ingengang de “eksperter” der laver testen, aner en fløjtende fis om Danmarks historie eller bare gør deres arbejde utroligt dårligt.
Spørgsmålet er hvilken af de 2 ting der er det mest pinlige.
At man ikke engang vil indrømme fejlene er skræmmende.
Er det virkelig det billede af Danmark, vi vil vise fremmede der kommer til landet, for slet ikke at tale om resten af verden ?
Nu er jeg jo englænder af nationalitet, selvom der løber dansk blod i mine årer og det er frygteligt tragisk og pinligt, at snakke med mine engelske aner om dette spørgsmål.
De finder os utrolig primitive, gammeldags, pladder romantiske og hobbitagtige på den ikke så nuttede måde.
Danmark, landet hvor man “måske” kommer ind hvis man er god til billedlotteri eller andre selskabslege.
Pinligt.
En unødvendig kommentar - til en nødvendig krise tirsdag, 17. feb 2009
Skrevet af ace63 under Debat, Politik, Samfund, Tanker, Tolerance, Underholdning, 20 kommentarer
Der er nogen der tror at denne krise bliver kort.
Jeg er ikke en af dem.
Jeg er heller ikke sikker på at det nødvendigvis er en dårlig ting.
Ikke fordi jeg ønsker andre ondt og der er rigtigt mange der kommer til at lide under krisen.
Men alligevel.
Kriser har det med at rense ud i folks tanker, få dem til at åbne øjnene for nye værdier.
Rode op i samfundet, indføre nye værdier.
De skaber forandring.
Det har verden brug for.
- Så må vi bare håbe på at det er den rigtige forandring og de positive værdier der tager over.
Der er jo en risiko ved alting…
Men på den anden side, risikoen for at fortsætte som vi altid har gjort, er vist den største.
Kære Søren Espersen. torsdag, 12. feb 2009
Skrevet af ace63 under Dagligdag, Debat, Familie, Samfund, Tanker, Tolerance, Ukategoriseret, 19 kommentarer
Kære Søren Espersen.
Egentlig er jeg for første gang principielt enig med dig.
Tvivler på jeg nogensinde har været det før, hverken med dig eller dit parti Dansk Folkeparti.
Jeg er nemlig enig med dig, når du udtrykker foragt, for at man ikke kan sige hvad man vil, uden at risikere, ikke at kunne rejse frit ind og ud af et land.
Geert Wilders er efter min mening et farligt provokerende, sandhedsfordrejende populistisk fjols.
Men det må han gerne være, tiltrods for min mening om ham. Det er et af demokratiets fundamenter at alle må have deres mening og give udtryk for den, uden risiko for chikane af nogen art.
Når dette så er sagt må jeg udtrykke en endnu større foragt for dig Søren.
Sjældent har jeg været så nær min kvalme tærskel og sjældent har noget lydt så hult, som da du og dit parti tronede frem på skærmen og udtrykte vild foragelse over, at de demokratiske spilleregler, er blevet brudt da man nægtede Geert Wilders adgang i Storbritannien.
At man har nægtet en person noget, grundet dennes mening og holdning til livet. Det næste bliver vel at du påberåber dig menneskerettighederne.
Inden du kommer så langt, så vil jeg lige minde dig om at du og dit parti igennem de sidste årtier har helliget jer at stoppe, forbyde og nægte folks deres demokratiske rettigheder.
Alene på netop deres holdninger og levevis.
I har også været med til, ved jeres populistiske og menneskefjendske politik, at undergrave menneskerettighederne i et land, der igennem mange år, ellers var frontland på dette område.
I har endda selv udtrykt jeres foragt overfor menneskerettighederne.
Så Søren, inden jeg går ud på toilettet og brækker det sidste rester af foragt op i kummen,
Klap lige hesten - vi gider ikke mere høre på dig.
Præstinden Jens og andre skæve historier mandag, 9. feb 2009
Skrevet af ace63 under Ace63's Skæve historier, Dagligdag, Kvinder, Livsstil, Samfund, Tanker, Tolerance, Underholdning, 38 kommentarerEfter en længere periode med nyt arbejde, sygdom og almindelig travlhed er det endelig lykkedes mig at finde lidt tid til at skrive et lille indlæg.
Så hvorfor ikke komme med et par af mine skæve historier.
Håber i nyder dem og som altid, håber jeg, om ikke andet, at i får et lille skævt smil ud af det.
Jens var Wica præst.
Eller det var han faktisk ikke.Han var Wica præstinde. Danmarks første mandlige af slagsen. Wica ordenen har hverken præster eller troldmænd. De har præstinder.
Med andre ord, han var heks.
Der var dog ikke så meget yndefuld præstinde over den 180 cm høje kraftige mand med det viltre hår og store udstråling. Men det forhindrede ham dog ikke i at tage sin titel meget alvorligt.
Jens holdt indimellem seancer nede på cafeen hvor jeg arbejdede. Han forvandlede hele første salen til et sort inferno med alter, mystiske urter, kæmpe kandelabre og ejendommelige redskaber der mere hørte hjemme i Harry Potters univers end på en cafe inden i midten af København på kedelig tirsdag i september.
Det lykkedes stort set altid Jens at fylde salen med en god blanding af tosser, udklædt i mystiske dragter og med skræmte flakkende blikke, unge piger der sad og sugede alt til sig der bare mindede om seksualitet og det var der meget af i Jenses one man show og sidst men ikke mindst, en overlegen gruppe af intellektuelle, mest filosoffer,hvis eneste formål med livet, tilsyneladende var at sidde at drage alt i tvivl og opføre sig på en måde at man næsten troede på hvad Jens sagde, for at undgå det alternativ de tilsyneladende repræsenterede.
Intet af dette var dog noget problem for Jens. Han mestrede i den grad sin metier og kunne sno enhver omkring sin finger og gjorde det tydeligvis med største fornøjelse.
Han tog såmænd også en ny sød pige med hjem, stort set hver gang.
Så lidt troldmand var der jo nok over ham alligevel.
Så var der Charlie.
Charlie var ikke en dreng, men en pige jeg kom sammen med et par år da jeg var meget yngre. Charlie hadede sit rigtige navn og det tog mig mere end et halvt år at finde ud af hvad hun rent faktisk hed. Jeg mødte heller aldrig hendes familie, tiltrods for at jeg ofte hørte meget om den.
Det var vist noget være rod.
Charlie var en sød pige flot pige, med kæmpestore bryster, men med mund og et temperament som en sydhavns bisse og med en tilgang til livet som en dum blondine, tiltrods for at hun egentlig var kvik nok.
indimellem gav det både hende og jeg problemer.
Eksempelvis lykkedes det hende at blive arresteret på Peters Pladsen i Rom af to italienske betjente, der ikke brød sig om, at hun mente det var helt i orden at smide toppen og fremvise sine kæmpe bryster i fuld offentlighed fordi hun havde tabt is på sin bluse.
Tilgengæld er jeg ret sikker på at det var betjentenes fascination af hendes kæmpe bryster der i sidste ende fik hende reddet ud af suppedassen.
Tror nu ikke betjentene fortalte historien til konerne over aftensmaden om aftenen.
Det var også hende der fik mig rodet ud i, at skulle tage ret hårde metoder i brug over for en fuld rocker nede på pubben hvor jeg arbejdede, fordi hun ikke kunne holde sin kæft og endte med at blive truet med tæsk og voldtægt. Det endte godt heldigvis godt for alle andre end rockeren. Han endte på hospitalet.
Han havde nu også fortjent det.
Jeg levede et par måneder bagefter i evig angst for at jeg en dag skulle ende mit liv med en kugle i hovedet i en baggård på Vesterbro. Der skete dog aldrig noget. Pubben var stamsted for en rivaliserende gruppe og der havde jeg åbenbart opnået så meget “street credibility” at de holdt en beskyttende hånd over mig.
Mit macho image udadtil var gået op.
I virkeligheden var jeg angst og total paranoid i en lang periode.
Det kan ikke anbefales.
Til sidst var der dengang Ole og jeg var en tur i byen, hvor vi mødte en flok meget glade unge mennesker i kjole og hvidt. Det viste sig at være en gruppe fra en lokal afdeling af Venstres ungdom, der skulle til et fint selskab, arrangeret af Venstre, i Odd Fellowpalæet.
Vi fik hurtigt overbevist dem om, at vi, også var tidligere medlemmer af Venstres ungdom, hvilket næsten ikke kunne være længere fra sandheden.. Vi var nu bare 20 år ældre, havde fået egen cafe og måske havde forandret os en smule.
De hoppede på den og vi tilbragte en lang aften i selskab med en masse meget velklædte unge, der skiftede til at holde taler om hvor fantastisk Venstre var, indimellem gåseleverpostejen og de vildskudte ryper.
Både Ole og jeg holdt da også vores tale, der var fuldstændig grebet ud af den rene luft og derfor løgn fra ende til anden.
Begge taler høstede kæmpe bifald og vi blev fremhævet som det der var det vigtige i Venstre.
Handlekraft og den personlige frihed.
Vi dansede med flotte piger og drak champagne det meste af natten.
Kl. 4 om morgenen sagde vi farvel til vores nye “venner”, med gensidige løfter om at det måtte vi gentage.
Utroligt at det lykkedes, da både Ole og jeg havde hår ned til skulderen. Jeg havde lækkerjakke og hullede cowboybukser på og Ole var iført en snavset Iron Maiden T-shirt.
Men sådan er livet så underligt.
