• Hjem
• Skæve
• I URBAN
• Blogger Bogen
• Månedens Blogger + Awards

Da Miami kom til Grønland eller kunsten at redde hvad der ikke burde kunne reddes. søndag, 1. feb 2009

Som det er en del af mine “læsere” bekendt så spiller jeg musik og har tidligere været professionel musiker. Denne lille historie starter for mange mange år siden, tilbage i de glade 80′er.

Det var en onsdag.

Jeg havde lige sagt min stilling op som bartender, var blevet lidt træt, efter et år hvor jeg havde været nødt til at blande mig i 52 slagsmål. Det var det ikke værd og derfor lallede jeg lidt rastløst rundt og vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle foretage mig.

Pludselig ringede telefonen og i røret var Peter. Peter var guitarist og en virkelig dygtig en af slagsen, han var også en bekendt, jeg havde spillet lidt sammen med for sjov, men så heller ikke mere.

“Kenneth, jeg hører fra Brian at du lige er stoppet nede på pubben, jeg står med et stort problem du måske kan hjælpe mig med. Jeg har skrevet under på en kontrakt med en restauration oppe i Grønland, i  Sukkertoppen. Men nu er min trommeslager og bassist sprunget fra. Kunne du tænke dig at komme med ?”

Det er jo et tilbud man har lidt svært ved at sige nej til når man er i begyndelsen af tyverne, fri som fuglen og iøvrigt elsker at spille. Så mit svar kom prompte :

“Naturligvis, jeg er på”

“Super” svarede Peter “der er bare lige det at vi skal afsted på fredag og spille vores første sæt lørdag aften”

Panik.

Vi havde intet materiale, vi havde aldrig rigtigt spillet sammen før, ingen af os havde selvsagt været i Grønland, vi havde intet band navn, faktisk havde vi intet andet end 2 dage til rådighed.

Derfor mødtes vi på en bar inde i byen kl.13 om eftermiddagen, fik et par øl, besluttede at når vi nu skulle spille på en restaurant, måtte navnet “Miami” være på sin plads, det samme måtte jakkesæt og klipning.

Så afsted det gik, ud at købe matchende lilla jakkesæt (det var jo 80′erne), få lokkerne trimmet, så de blev præsentable og så ud at købe varmt tøj, der måtte være passende til en Grønlands tur.

Samme aften mødtes vi på “Den røde pimpernel” i København, hvor vi havde fået lov til at øve. “Den Røde pimpernel” er; sammen med “Damhuskroen“;  indbegrebet af danserestauranter i København, så det virkede passende.

Desværre gik der kludder i aftalen da vi mødtes om aftenen og vi fik kun øvet en halv time. Så vi stod stadig uden et eneste nummer at spille og vi skulle igennem 3 sæt af 45 minutter hver aften i 3 måneder. Vi havde et problem, men blev enige om at det værste der kunne ske, var at de gav os en returbillet hjem og vi fik en oplevelse.

Så fredag morgen var der afsked med familie og kærester. Alle som en syntes vi var tåbelige, men havde erfaringsmæssigt opgivet at gøre noget ved.

Seks timer senere sad vi i Søndre Strømfjord, hvor vi skulle overnatte inden vi skulle videre nordpå til Sukkertoppen dagen efter. Vi havde stadig ingen numre og blev derfor enige om at det nok var på sin plads at øve lidt. Vi satte os derfor med en akustisk guitar, en pude og to trommestikker samt en bas uden strøm og øvede numre som virkede passende til en restaurant.

Vi endte ud med at det måtte være numre vores forældre måske ville nyde, som skulle spilles, stille, i baggrunden, imens publikum indtog deres aftensmad. Så efter et par timer havde vi stablet nogenlunde hørbare versioner af “It’s now or Never“, “Stand by Me“ og “Jutlandia“ på benene og tænkte, bedre bliver det ikke.

Dagen efter ankom vi, efter en god helikoptertur til Sukkertoppen og blev straks kørt ned til restauranten, hvor vi  blev taget imod af stedets fede danske kok, der også var ejer af stedet og af hans endnu federe danske serveringsdame. På syngende jysk blev vi vist indenfor.

Restaurationen var ikke stor, så ud som alle andre steder og kunne såmænd lige så godt have ligget i Balle som i Sukkertoppen. Måske lige bortset fra at udsigten til store flotte fjelde. Dem finder man nok ikke i Balle.

For enden af lokalet var der en lillebitte scene.

Den fede kok placerede sit yndefulde legeme nede i den ene anden af lokalet og uden vi fik yderligere mulighed for at pakke ud, sagde han:  “Spil så jeg kan høre hvad sådan nogle Københavnere kan finde ud af”.

Nu var gode råd dyre, vi vidste jo han havde betalt en formue for at få os derop og vi vidste samtidigt at vores materiale stank. Så vi stillede os op, lod som om vi rodede voldsomt ved alle forstærkere og sukkede dybt, som om der var noget der virkeligt gik os på.

Langt om længe fik vi stablet tingene sammen og begav os for første gang nogensinde, samlet ud i en noget alternativ version af “It’s now or Never“.

Efter ca. 2 minutter stoppede Peter musikken og brokkede sig højlydt til kokken over at alt udstyret var indstillet af helvedets til, hvilket det naturligvis ikke var, men et eller andet skulle vi finde på for at skjule hvor elendige vi var.

Kokken sukkede og begyndte så at bande “det er også de forbandede tjekker der var her sidste gang, ikke alene stjal de med arme og ben, de sataner rodede sgu også med alting” og fortsatte : “det må i undskylde drenge, kan i fikse det til i aften ?”

Vi svarede bekræftende og han så tilfreds ud.

På vej ud af lokalet kunne jeg høre ham sige til servitricen “tror sgu det er rigtigt godt køb denne gang, dygtige drenge det der”, ikke alene var han nem at narre, han var tydeligvis også tonedøv.

Resten af dagen øvede vi som sindsyge og endte ud med en 10 kedelige elevator numre som lød nogenlunde.

Da aftenen endelig kom var restauranten fyldt ca. halvt op med par, der stille og roligt sad og nød deres aftensmad. Vi gik på scenen og Peter sagde : “Velkommen til, vi hedder Miami og skal underholde jer i aften”.

Der kom overhovedet ikke en eneste reaktion fra lokalet.

Så vi skruede helt ned og spillede det første sæt på 45 minutter, uden en eneste reagerede og da vi sagde “Vi holder lige en 10 minutters pause” var der 2 der høfligt klappede ganske kort.

Super tænkte vi, det her bliver fandme kedeligt. Tre måneder hvor vi bare skulle stå i baggrunden, smile pænt og så spille klassikere, så lavt at det alligevel ikke generede de spisende.

Men på den anden side, høj løn, gratis kost og logi og ikke mindst en tur til Grønland. Så vi overlevede nok.

Pausen på 10 minutter endte med at vare næsten en halv time, som der er tradition for blandt musikere. Vi havde ikke specielt travlt med at komme ind på scenen igen. Men da vi åbnede døren til restauranten var alt kaos. Det der for en halv time siden havde været en meget kedelig restaurant, havde i mellemtiden udviklet sig til danserestaurant og siden hen over i værtshus.

Fiskerne var kommet ind, de havde lommerne stoppet med penge som skulle fyres af og alle i byen over 18 var tilsyneladende kommet for at se giraffen. Der var stoppet. Folk sad og sang, flasker flød allevegne og cigaret tågerne var tætte.

Der var en intens forventningsfuld og meget festligt stemning i lokalet.

Igen gik vi på scenen og Peter syntes det var på sin plads, over for sit nye publikum, igen af sig: “Velkommen til, vi hedder Miami og skal underholde jer i aften”. Denne gang affødte det en masse råben og skrigen og charmerende kommentarer som “kom nu igang bøsserøve” 

Det gjorde vi så og der gik ikke mere end 30 sekunder før folk begyndte at buhe af os og efter det første minut fløj det første halvfyldte ølbæger op imod os på scenen. Vi kunne fornemme, at vi nok var inde på et sidespor og hvis vi skulle overleve 5 minutter heroppe, for slet ikke at tale om de 3 måneder vi havde kontrakt på, måtte vi finde på noget.

Peter vendte sig imod mig og sagde “Kenneth hvad gør vi, kender du et nummer vi kan spille som virker”

Jeg svarede straks, lettere befippet : “Hvad med  “Smoke on the Water”.

Vi kiggede begge på Scooter der sad bag ved trommerne og så noget skræmt ud.

Han svarede “jamen den kender jeg slet ikke”

Scooter var jazz og funk mand og ikke særligt velbevandret udi rockmusikken.

Peter svarede “det er pisseligemeget, du hamrer bare løs på trommerne som gjaldt det dit liv”.

Hvilket jeg er ganske overbevist om var et argument, der virkede meget overbevisende på Scooter, i netop den situation.

Vi kastede os derefter ud i en 35 minutter version af “Smoke on the Water“ der aldrig før eller siden er hørt nord for Slagelse, med både guitar, bas og trommesoloer. Lokalet gik fuldstændigt amok, omsætningen eksploderede og stedet var ved at vælte i folk der dansede, som var de besatte.

Sådan fortsatte hele aftenen med heavy versioner af “Stand by me“ og hidtil uhørte versioner af Kim Larsen numre. Publikum og ikke mindst den fede kok var ellevilde.

Næste dag stod der i den lokale avis, med store fede overskrifter:

“Det kendte danske rockband “Miami” vælter Sukkertoppen“ og længere inde i artiklen blev vi skam rost for vores kvaliteter.

De 3 mdr, blev forlænget til 6 mdr, hvor vi levede som rock stjerner, med alt dette indebærer “The Greenlandic way”.

For mit vedkommende blev det til 6 år, da jeg blev deroppe efter de andre rejste hjem.

Men det er en hel anden historie.

• Nye indlæg

  • Kæmpen Stephen og andre skæve historier
  • Om at være væk og det at være kreativ.
  • Oden om de forsvundne børn.
  • The Messerschmidt paradox
  • Return of the Ace
  • Anmeldelse af “Drengen i kufferten”
  • Ordnung muss sein
  • Da Nørrebro viste sit SANDE ansigt.
  • Tror livet har fået stress.
  • Danmark - et gæt og grimasse land
  • En unødvendig kommentar - til en nødvendig krise
  • Kære Søren Espersen.
  • Præstinden Jens og andre skæve historier
  • Nogle får ikke de bank de fortjener.
  • Da Miami kom til Grønland eller kunsten at redde hvad der ikke burde kunne reddes.

• Andre links

  • Jam Legend

• Her læser jeg tit

  • Bloggerella
  • Brownien
  • Desperate Gaywife
  • Jens
  • Marolle
  • Mikael83
  • Min dejlige kæreste GIJARI
  • Peerplus
  • Prinsessepink
  • Urban
  • Volapyk

• Arkiver

  Vælg måned marts 2010 juni 2009 maj 2009 april 2009 marts 2009 februar 2009 januar 2009 december 2008 november 2008 oktober 2008 september 2008

• Kategorier

  Vælg kategori Ace63’s Skæve historier Ameldelser Anbefalinger Awards Bloggen Computer Dagligdag Debat Familie Indvandring Jul Kvinder Livsstil Musik Poesi Politik Privatliv Samfund Skrivning Spil Tanker Tolerance Ukategoriseret Underholdning Urban USA

• Copyright

  Det er ikke tilladt at kopiere hele eller dele af denne blogs tekster uden tilladelse fra forfatteren. Det er dog tilladt at citere fra teksten. Undtaget for disse regler er URBAN.

Meta

• Log ind
• WordPress

• Indlæg
• Kommentarer