Anmeldelse af “Drengen i kufferten” torsdag, 2. apr 2009
Skrevet af ace63 under Ameldelser, Anbefalinger, Debat, Samfund, Skrivning, Tanker, Ukategoriseret, Underholdning, 13 kommentarer
“Drengen i kufferten” af Kaaberbøl & Friis
Jeg må erkende, at det var med en vis skepsis, at jeg begyndte på romanen “Drengen i kufferten”.
Jeg havde godt nok læst meget godt om den, men er personligt ikke den store fan af danske kriminalromaner eller danske forfattere generelt.
Da man samtidig lægger oveni at mine personlige præferencer mest er horror romaner, Sci-fi klassikere og klassiske amerikanske kriminalromaner, burde dette ikke være et godt miks og mine fordomme var da også på plads.
Derfor og måske NETOP derfor, blev de gjort fuldstændig til skamme.
Der er her tale om en ganske fremragende bog.
Historien er fundamentalt spændende, den har simpelthen det der på godt dansk hedder “suspense” og er meget ulig hvad der tidligere er skrevet i dette land.
Personskildringen og opbygningen af bogen er medrivende og man har utroligt svært ved at lægge den fra sig.
Man snupper lige et ekstra kapitel, for at se hvordan det hele udvikler sig.
Men det allermest fantasktiske ved bogen og nok den allerstørste styrke er at, selvom den er utrolig, virker den troværdig.
Man får en vis forståelse for de enkelte personers handlinger og bevæggrunde, uanset hvor syge og psykopatiske de måtte synes.
Samtidig sætter den spørgsmålstegn ved vores hjemlige politiske situation, hvordan vi behandler fremmede og kaster lys på nogle skyggesider, i vores lille hobbit samfund, som vi helst lukker øjnene for.
Den gør det endda uden at være moraliserende.
Faktisk balancerer bogen konstant imellem at være en kriminalroman, personskildring og bidende samfundskritik uden på noget tidspunkt at træde ved siden af.
Det er faktisk lidt af en bedrift.
Så læs denne bog, før den bliver filmatiseret.
Den har mine varmeste anbefalinger.
