Anmeldelse af “Drengen i kufferten” torsdag, 2. apr 2009
Skrevet af ace63 under Ameldelser, Anbefalinger, Debat, Samfund, Skrivning, Tanker, Ukategoriseret, Underholdning, 13 kommentarer
“Drengen i kufferten” af Kaaberbøl & Friis
Jeg må erkende, at det var med en vis skepsis, at jeg begyndte på romanen “Drengen i kufferten”.
Jeg havde godt nok læst meget godt om den, men er personligt ikke den store fan af danske kriminalromaner eller danske forfattere generelt.
Da man samtidig lægger oveni at mine personlige præferencer mest er horror romaner, Sci-fi klassikere og klassiske amerikanske kriminalromaner, burde dette ikke være et godt miks og mine fordomme var da også på plads.
Derfor og måske NETOP derfor, blev de gjort fuldstændig til skamme.
Der er her tale om en ganske fremragende bog.
Historien er fundamentalt spændende, den har simpelthen det der på godt dansk hedder “suspense” og er meget ulig hvad der tidligere er skrevet i dette land.
Personskildringen og opbygningen af bogen er medrivende og man har utroligt svært ved at lægge den fra sig.
Man snupper lige et ekstra kapitel, for at se hvordan det hele udvikler sig.
Men det allermest fantasktiske ved bogen og nok den allerstørste styrke er at, selvom den er utrolig, virker den troværdig.
Man får en vis forståelse for de enkelte personers handlinger og bevæggrunde, uanset hvor syge og psykopatiske de måtte synes.
Samtidig sætter den spørgsmålstegn ved vores hjemlige politiske situation, hvordan vi behandler fremmede og kaster lys på nogle skyggesider, i vores lille hobbit samfund, som vi helst lukker øjnene for.
Den gør det endda uden at være moraliserende.
Faktisk balancerer bogen konstant imellem at være en kriminalroman, personskildring og bidende samfundskritik uden på noget tidspunkt at træde ved siden af.
Det er faktisk lidt af en bedrift.
Så læs denne bog, før den bliver filmatiseret.
Den har mine varmeste anbefalinger.
En unødvendig kommentar - til en nødvendig krise tirsdag, 17. feb 2009
Skrevet af ace63 under Debat, Politik, Samfund, Tanker, Tolerance, Underholdning, 20 kommentarer
Der er nogen der tror at denne krise bliver kort.
Jeg er ikke en af dem.
Jeg er heller ikke sikker på at det nødvendigvis er en dårlig ting.
Ikke fordi jeg ønsker andre ondt og der er rigtigt mange der kommer til at lide under krisen.
Men alligevel.
Kriser har det med at rense ud i folks tanker, få dem til at åbne øjnene for nye værdier.
Rode op i samfundet, indføre nye værdier.
De skaber forandring.
Det har verden brug for.
- Så må vi bare håbe på at det er den rigtige forandring og de positive værdier der tager over.
Der er jo en risiko ved alting…
Men på den anden side, risikoen for at fortsætte som vi altid har gjort, er vist den største.
Præstinden Jens og andre skæve historier mandag, 9. feb 2009
Skrevet af ace63 under Ace63's Skæve historier, Dagligdag, Kvinder, Livsstil, Samfund, Tanker, Tolerance, Underholdning, 38 kommentarerEfter en længere periode med nyt arbejde, sygdom og almindelig travlhed er det endelig lykkedes mig at finde lidt tid til at skrive et lille indlæg.
Så hvorfor ikke komme med et par af mine skæve historier.
Håber i nyder dem og som altid, håber jeg, om ikke andet, at i får et lille skævt smil ud af det.
Jens var Wica præst.
Eller det var han faktisk ikke.Han var Wica præstinde. Danmarks første mandlige af slagsen. Wica ordenen har hverken præster eller troldmænd. De har præstinder.
Med andre ord, han var heks.
Der var dog ikke så meget yndefuld præstinde over den 180 cm høje kraftige mand med det viltre hår og store udstråling. Men det forhindrede ham dog ikke i at tage sin titel meget alvorligt.
Jens holdt indimellem seancer nede på cafeen hvor jeg arbejdede. Han forvandlede hele første salen til et sort inferno med alter, mystiske urter, kæmpe kandelabre og ejendommelige redskaber der mere hørte hjemme i Harry Potters univers end på en cafe inden i midten af København på kedelig tirsdag i september.
Det lykkedes stort set altid Jens at fylde salen med en god blanding af tosser, udklædt i mystiske dragter og med skræmte flakkende blikke, unge piger der sad og sugede alt til sig der bare mindede om seksualitet og det var der meget af i Jenses one man show og sidst men ikke mindst, en overlegen gruppe af intellektuelle, mest filosoffer,hvis eneste formål med livet, tilsyneladende var at sidde at drage alt i tvivl og opføre sig på en måde at man næsten troede på hvad Jens sagde, for at undgå det alternativ de tilsyneladende repræsenterede.
Intet af dette var dog noget problem for Jens. Han mestrede i den grad sin metier og kunne sno enhver omkring sin finger og gjorde det tydeligvis med største fornøjelse.
Han tog såmænd også en ny sød pige med hjem, stort set hver gang.
Så lidt troldmand var der jo nok over ham alligevel.
Så var der Charlie.
Charlie var ikke en dreng, men en pige jeg kom sammen med et par år da jeg var meget yngre. Charlie hadede sit rigtige navn og det tog mig mere end et halvt år at finde ud af hvad hun rent faktisk hed. Jeg mødte heller aldrig hendes familie, tiltrods for at jeg ofte hørte meget om den.
Det var vist noget være rod.
Charlie var en sød pige flot pige, med kæmpestore bryster, men med mund og et temperament som en sydhavns bisse og med en tilgang til livet som en dum blondine, tiltrods for at hun egentlig var kvik nok.
indimellem gav det både hende og jeg problemer.
Eksempelvis lykkedes det hende at blive arresteret på Peters Pladsen i Rom af to italienske betjente, der ikke brød sig om, at hun mente det var helt i orden at smide toppen og fremvise sine kæmpe bryster i fuld offentlighed fordi hun havde tabt is på sin bluse.
Tilgengæld er jeg ret sikker på at det var betjentenes fascination af hendes kæmpe bryster der i sidste ende fik hende reddet ud af suppedassen.
Tror nu ikke betjentene fortalte historien til konerne over aftensmaden om aftenen.
Det var også hende der fik mig rodet ud i, at skulle tage ret hårde metoder i brug over for en fuld rocker nede på pubben hvor jeg arbejdede, fordi hun ikke kunne holde sin kæft og endte med at blive truet med tæsk og voldtægt. Det endte godt heldigvis godt for alle andre end rockeren. Han endte på hospitalet.
Han havde nu også fortjent det.
Jeg levede et par måneder bagefter i evig angst for at jeg en dag skulle ende mit liv med en kugle i hovedet i en baggård på Vesterbro. Der skete dog aldrig noget. Pubben var stamsted for en rivaliserende gruppe og der havde jeg åbenbart opnået så meget “street credibility” at de holdt en beskyttende hånd over mig.
Mit macho image udadtil var gået op.
I virkeligheden var jeg angst og total paranoid i en lang periode.
Det kan ikke anbefales.
Til sidst var der dengang Ole og jeg var en tur i byen, hvor vi mødte en flok meget glade unge mennesker i kjole og hvidt. Det viste sig at være en gruppe fra en lokal afdeling af Venstres ungdom, der skulle til et fint selskab, arrangeret af Venstre, i Odd Fellowpalæet.
Vi fik hurtigt overbevist dem om, at vi, også var tidligere medlemmer af Venstres ungdom, hvilket næsten ikke kunne være længere fra sandheden.. Vi var nu bare 20 år ældre, havde fået egen cafe og måske havde forandret os en smule.
De hoppede på den og vi tilbragte en lang aften i selskab med en masse meget velklædte unge, der skiftede til at holde taler om hvor fantastisk Venstre var, indimellem gåseleverpostejen og de vildskudte ryper.
Både Ole og jeg holdt da også vores tale, der var fuldstændig grebet ud af den rene luft og derfor løgn fra ende til anden.
Begge taler høstede kæmpe bifald og vi blev fremhævet som det der var det vigtige i Venstre.
Handlekraft og den personlige frihed.
Vi dansede med flotte piger og drak champagne det meste af natten.
Kl. 4 om morgenen sagde vi farvel til vores nye “venner”, med gensidige løfter om at det måtte vi gentage.
Utroligt at det lykkedes, da både Ole og jeg havde hår ned til skulderen. Jeg havde lækkerjakke og hullede cowboybukser på og Ole var iført en snavset Iron Maiden T-shirt.
Men sådan er livet så underligt.
Da Miami kom til Grønland eller kunsten at redde hvad der ikke burde kunne reddes. søndag, 1. feb 2009
Skrevet af ace63 under Ace63's Skæve historier, Dagligdag, Livsstil, Tolerance, Ukategoriseret, Underholdning, 34 kommentarer
Som det er en del af mine “læsere” bekendt så spiller jeg musik og har tidligere været professionel musiker. Denne lille historie starter for mange mange år siden, tilbage i de glade 80′er.
Det var en onsdag.
Jeg havde lige sagt min stilling op som bartender, var blevet lidt træt, efter et år hvor jeg havde været nødt til at blande mig i 52 slagsmål. Det var det ikke værd og derfor lallede jeg lidt rastløst rundt og vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle foretage mig.
Pludselig ringede telefonen og i røret var Peter. Peter var guitarist og en virkelig dygtig en af slagsen, han var også en bekendt, jeg havde spillet lidt sammen med for sjov, men så heller ikke mere.
“Kenneth, jeg hører fra Brian at du lige er stoppet nede på pubben, jeg står med et stort problem du måske kan hjælpe mig med. Jeg har skrevet under på en kontrakt med en restauration oppe i Grønland, i Sukkertoppen. Men nu er min trommeslager og bassist sprunget fra. Kunne du tænke dig at komme med ?”
Det er jo et tilbud man har lidt svært ved at sige nej til når man er i begyndelsen af tyverne, fri som fuglen og iøvrigt elsker at spille. Så mit svar kom prompte :
“Naturligvis, jeg er på”
“Super” svarede Peter “der er bare lige det at vi skal afsted på fredag og spille vores første sæt lørdag aften”
Panik.
Vi havde intet materiale, vi havde aldrig rigtigt spillet sammen før, ingen af os havde selvsagt været i Grønland, vi havde intet band navn, faktisk havde vi intet andet end 2 dage til rådighed.
Derfor mødtes vi på en bar inde i byen kl.13 om eftermiddagen, fik et par øl, besluttede at når vi nu skulle spille på en restaurant, måtte navnet “Miami” være på sin plads, det samme måtte jakkesæt og klipning.
Så afsted det gik, ud at købe matchende lilla jakkesæt (det var jo 80′erne), få lokkerne trimmet, så de blev præsentable og så ud at købe varmt tøj, der måtte være passende til en Grønlands tur.
Samme aften mødtes vi på “Den røde pimpernel” i København, hvor vi havde fået lov til at øve. “Den Røde pimpernel” er; sammen med “Damhuskroen“; indbegrebet af danserestauranter i København, så det virkede passende.
Desværre gik der kludder i aftalen da vi mødtes om aftenen og vi fik kun øvet en halv time. Så vi stod stadig uden et eneste nummer at spille og vi skulle igennem 3 sæt af 45 minutter hver aften i 3 måneder. Vi havde et problem, men blev enige om at det værste der kunne ske, var at de gav os en returbillet hjem og vi fik en oplevelse.
Så fredag morgen var der afsked med familie og kærester. Alle som en syntes vi var tåbelige, men havde erfaringsmæssigt opgivet at gøre noget ved.
Seks timer senere sad vi i Søndre Strømfjord, hvor vi skulle overnatte inden vi skulle videre nordpå til Sukkertoppen dagen efter. Vi havde stadig ingen numre og blev derfor enige om at det nok var på sin plads at øve lidt. Vi satte os derfor med en akustisk guitar, en pude og to trommestikker samt en bas uden strøm og øvede numre som virkede passende til en restaurant.
Vi endte ud med at det måtte være numre vores forældre måske ville nyde, som skulle spilles, stille, i baggrunden, imens publikum indtog deres aftensmad. Så efter et par timer havde vi stablet nogenlunde hørbare versioner af “It’s now or Never“, “Stand by Me“ og “Jutlandia“ på benene og tænkte, bedre bliver det ikke.
Dagen efter ankom vi, efter en god helikoptertur til Sukkertoppen og blev straks kørt ned til restauranten, hvor vi blev taget imod af stedets fede danske kok, der også var ejer af stedet og af hans endnu federe danske serveringsdame. På syngende jysk blev vi vist indenfor.
Restaurationen var ikke stor, så ud som alle andre steder og kunne såmænd lige så godt have ligget i Balle som i Sukkertoppen. Måske lige bortset fra at udsigten til store flotte fjelde. Dem finder man nok ikke i Balle.
For enden af lokalet var der en lillebitte scene.
Den fede kok placerede sit yndefulde legeme nede i den ene anden af lokalet og uden vi fik yderligere mulighed for at pakke ud, sagde han: “Spil så jeg kan høre hvad sådan nogle Københavnere kan finde ud af”.
Nu var gode råd dyre, vi vidste jo han havde betalt en formue for at få os derop og vi vidste samtidigt at vores materiale stank. Så vi stillede os op, lod som om vi rodede voldsomt ved alle forstærkere og sukkede dybt, som om der var noget der virkeligt gik os på.
Langt om længe fik vi stablet tingene sammen og begav os for første gang nogensinde, samlet ud i en noget alternativ version af “It’s now or Never“.
Efter ca. 2 minutter stoppede Peter musikken og brokkede sig højlydt til kokken over at alt udstyret var indstillet af helvedets til, hvilket det naturligvis ikke var, men et eller andet skulle vi finde på for at skjule hvor elendige vi var.
Kokken sukkede og begyndte så at bande “det er også de forbandede tjekker der var her sidste gang, ikke alene stjal de med arme og ben, de sataner rodede sgu også med alting” og fortsatte : “det må i undskylde drenge, kan i fikse det til i aften ?”
Vi svarede bekræftende og han så tilfreds ud.
På vej ud af lokalet kunne jeg høre ham sige til servitricen “tror sgu det er rigtigt godt køb denne gang, dygtige drenge det der”, ikke alene var han nem at narre, han var tydeligvis også tonedøv.
Resten af dagen øvede vi som sindsyge og endte ud med en 10 kedelige elevator numre som lød nogenlunde.
Da aftenen endelig kom var restauranten fyldt ca. halvt op med par, der stille og roligt sad og nød deres aftensmad. Vi gik på scenen og Peter sagde : “Velkommen til, vi hedder Miami og skal underholde jer i aften”.
Der kom overhovedet ikke en eneste reaktion fra lokalet.
Så vi skruede helt ned og spillede det første sæt på 45 minutter, uden en eneste reagerede og da vi sagde “Vi holder lige en 10 minutters pause” var der 2 der høfligt klappede ganske kort.
Super tænkte vi, det her bliver fandme kedeligt. Tre måneder hvor vi bare skulle stå i baggrunden, smile pænt og så spille klassikere, så lavt at det alligevel ikke generede de spisende.
Men på den anden side, høj løn, gratis kost og logi og ikke mindst en tur til Grønland. Så vi overlevede nok.
Pausen på 10 minutter endte med at vare næsten en halv time, som der er tradition for blandt musikere. Vi havde ikke specielt travlt med at komme ind på scenen igen. Men da vi åbnede døren til restauranten var alt kaos. Det der for en halv time siden havde været en meget kedelig restaurant, havde i mellemtiden udviklet sig til danserestaurant og siden hen over i værtshus.
Fiskerne var kommet ind, de havde lommerne stoppet med penge som skulle fyres af og alle i byen over 18 var tilsyneladende kommet for at se giraffen. Der var stoppet. Folk sad og sang, flasker flød allevegne og cigaret tågerne var tætte.
Der var en intens forventningsfuld og meget festligt stemning i lokalet.
Igen gik vi på scenen og Peter syntes det var på sin plads, over for sit nye publikum, igen af sig: “Velkommen til, vi hedder Miami og skal underholde jer i aften”. Denne gang affødte det en masse råben og skrigen og charmerende kommentarer som “kom nu igang bøsserøve”
Det gjorde vi så og der gik ikke mere end 30 sekunder før folk begyndte at buhe af os og efter det første minut fløj det første halvfyldte ølbæger op imod os på scenen. Vi kunne fornemme, at vi nok var inde på et sidespor og hvis vi skulle overleve 5 minutter heroppe, for slet ikke at tale om de 3 måneder vi havde kontrakt på, måtte vi finde på noget.
Peter vendte sig imod mig og sagde “Kenneth hvad gør vi, kender du et nummer vi kan spille som virker”
Jeg svarede straks, lettere befippet : “Hvad med “Smoke on the Water”.
Vi kiggede begge på Scooter der sad bag ved trommerne og så noget skræmt ud.
Han svarede “jamen den kender jeg slet ikke”
Scooter var jazz og funk mand og ikke særligt velbevandret udi rockmusikken.
Peter svarede “det er pisseligemeget, du hamrer bare løs på trommerne som gjaldt det dit liv”.
Hvilket jeg er ganske overbevist om var et argument, der virkede meget overbevisende på Scooter, i netop den situation.
Vi kastede os derefter ud i en 35 minutter version af “Smoke on the Water“ der aldrig før eller siden er hørt nord for Slagelse, med både guitar, bas og trommesoloer. Lokalet gik fuldstændigt amok, omsætningen eksploderede og stedet var ved at vælte i folk der dansede, som var de besatte.
Sådan fortsatte hele aftenen med heavy versioner af “Stand by me“ og hidtil uhørte versioner af Kim Larsen numre. Publikum og ikke mindst den fede kok var ellevilde.
Næste dag stod der i den lokale avis, med store fede overskrifter:
“Det kendte danske rockband “Miami” vælter Sukkertoppen“ og længere inde i artiklen blev vi skam rost for vores kvaliteter.
De 3 mdr, blev forlænget til 6 mdr, hvor vi levede som rock stjerner, med alt dette indebærer “The Greenlandic way”.
For mit vedkommende blev det til 6 år, da jeg blev deroppe efter de andre rejste hjem.
Men det er en hel anden historie.
